Modtager af 1998 legatet, Nicolas Faddy:

Nicolas Faddy

Sundhedsinformatik på Aalborg universitet - en 1. års studerendes historie.

I år har jeg været heldig at modtage et legat fra DSMI i forbindelse med mine studier på sundhedsinformatikuddannelsen på Aalborg universitet, hvor jeg er 1. års studerende. Jeg vil ved denne lejlighed takke DSMI for legatet.

Jeg blev uddannet som sygeplejerske i England i 1986, og for det meste har jeg arbejdet indenfor det intensive område, både i England og siden 1993 på Århus Kommunehospital. Intensiv har været et meget spændende og udfordrende speciale, hvor jeg efterhånden er blevet interesseret i medikoteknik og IT.

IT er stadig meget ny i vores afdeling. Bortset fra det grønne system (som stort set kun bruges af sekretærerne) dukkede den første PC op på afdelingen i 1996 som en del af et patient data management system (PDM). Det var en meget spændende udvikling, på flere niveauer. Primært, var det et værktøj, der kunne lette vores arbejde ved at automatisere dokumentation af patientovervågning og give bedre overblik. Før i tiden har det altid været et problem, at jo mere ustabil patienten var, desto ringere var dokumentationen - det modsatte af, hvad der er behov for. Ved PDM kunne man koncentrere sig om patienten ved en minimum manuel inddatering. Sekundært var det første gang at ca. halvdelen af personalet havde brugt en PC.

Jeg havde ganske lidt erfaring med IT på det tidspunkt, men megen entusiasme og jeg blev bedt om, at være nøgleperson og senere systemadministrator. Jeg var ansvarlig for kontakt med leverandøren samt oplæring af brugere og superbrugere.

Der var mange problemer undervejs, og systemet levede ikke op til løfterne. Da systemet efterhånden krævede for mange ressourcer i forhold til udbyttet blev projektet sat i bero efter 2 år. Problemerne skyldtes begge parter, og efter min mening stemmede mange fra en manglende forståelse mellem parterne. Vi talte simpelthen ikke det samme sprog. Brugerne havde ingen ide om, hvad et PDM-system kunne, og hvad begrænsningerne var. Hvad for nogle krav var det rimeligt at stille over for systemet? Til gengæld vidste leverandøren tilsyneladende kun lidt om arbejdsgangen på en intensiv afdeling - mange funktioner i systemet var uhensigtsmæssige i forhold til, både hvordan vores arbejde var tilrettelagt og de fysiske rammer.

Omkring samme tidspunkt, hørte jeg om Masteruddannelsen i Sundhedsinformatik. Efter min erfaring med PDM kunne jeg godt se mange fordele ved sådan en uddannelse og tænkte, at det kunne være noget for mig. Jeg tror, at der helt klart bliver et stort behov for arbejdskraft, der både har en sundhedsfaglig baggrund og en IT uddannelse, da brugen af IT i det kliniske område er ved at eksplodere, for at undgå problemer som jeg har oplevet i forbindelse med PDM. Jeg trængte også til nogle nye udfordringer efter fem år på den samme afdeling. Jeg har ikke lyst til at være ledende sygeplejerske, men vil gøre noget med min karriere igen efter seks år, hvor jeg har koncentreret mig om at lære både et nyt sprog og en ny kultur at kende. At uddanne mig til sundhedsinformatiker er derfor en naturlig udvikling, synes jeg.

Hvad så, når jeg bliver færdiguddannet om godt to år? Det ved jeg faktisk ikke! Det er stadigvæk tidlig i forløbet, og min viden om jobmuligheder indenfor sundhedsinformatik er endnu meget begrænset. Mine umiddelbare tanker går i retning af en specialistfunktion indenfor sundhedsvæsnet. Jeg vil gerne bruge min erfaring fra det kliniske område og bevare kontakt med dem, der laver det rigtige arbejde - dem der passer og behandler patienterne. Jeg kan godt forstille mig, at der bliver mange passende stillinger i forbindelse med indførselen af den elektroniske patientjournal, som jeg synes er en meget spændende udvikling indenfor sundhedsområdet, og som jeg har lyst til at arbejde mere med.

Men først skal uddannelsen gennemføres! Da jeg begyndte i september 1998 var det med meget lidt kendskab til uddannelsen (og det danske uddannelsessystem for den sags skyld). Noget, som stadig er lidt uklart, er, hvad en ”Masteruddannelse” er for noget. At dømme fra diskussionen for tiden på universitetet angående akademisk anerkendelse for uddannelsen, er jeg ikke alene i min forvirring! Jeg forestillede mig, at det ikke ville være særlig nemt at læse ved siden af et fuldtidsjob, samtidig med at have lidt tid tilbage til familien - jeg er gift og har to børn i børnehavealderen. Det har vist sig, at det ikke er uoverkommeligt, takket være en langsigtet holdning på min arbejdsplads (der har bevilget mig nogle timer tjenestefri om ugen) og rimelige fleksible arbejdstider. Fjernundervisning er et udmærket værktøj til sådan en uddannelse, men jeg savner kontakt med mine medstuderende, især lige før og efter eksamener og til projektarbejde. Der er mange ting man skal vænne sig til, især hvis der er gået mange år siden man sidste har læst. Men jeg glæder mig til næste år - studiet er både spændende og stimulerende, og det kan godt anbefales til dem der kan se lidt ud i fremtiden.

Nicolas Faddy